Menu

Meta

Årets medlemstur

Medlemstur til Karlskrona

2. og 3. september 2021

Som annonceret i Marinehistorisk Tidsskrift, går Selskabets sommertur i år til den svenske flådes hovedbase, Karlskrona i Blekinge. Her vil der være rig lejlighed til at stifte bekendtskab med et enestående velbevaret marinehistorisk kulturmiljø, der står på Unescos Verdenskulturarvsliste. Museumsinspektør og marinehistoriker Jakob Seerup har tilrettelagt turen.

På Marinmuseum vil vi efter en god frokost få en præsentation af den svenske flådes historie og blandt andet nyde den bemærkelsesværdige ubådsudstilling med koldkrigsubåden NEPTUN og Sveriges ældste ubåd HAJEN fra 1904. Om aftenen spiser vi middag i fornemme, flotte og historiske rammer i Sjöofficerssälskapets Restaurang, hvor det også er muligt at se det historiske Kungl. Örlogsmannasällskapets bibliotek. Vi overnatter på ”Hotell Conrad”, der ligger centralt i det historiske Karlskrona på Trossö.

Andendagen går vi efter morgenmad og udtjekning til det imponerende Stortorget med Rådhuset, Carl XI’s statue, Fredrikskyrkan og Trefaldighetskyrkan. Herfra forbi Amiralitetsklockstapeln til den nyklassicistiskeHögvaktenfra1826, hovedindgangen til Marinebasen med Corps de Garde fra 1730’erne, den overdækkede bygningsbedding Wasaskjulet, Polhemsdockan og Nicodemus Tessin d.y.’s små 300 m lange rebslagerbane. Det er imidlertid stadig usikkert om området iår åbnes for offentligheden. Forbliver indgangen lukket, fortsætter vi direkte til Amiralitetskyrkan der blev opført ”midlertidigt” i træ i 1685, men stadig står som en pendant til Holmens Kirke med flag og våbenskjolde fra generationer af svenske søofficerer.

Vi fortsætter over Bastion Aurora fra 1704 med mindeplade fra Den danske Brigade langs Trossös Ø-side til Stumholmen. Overfor Marinmuseet ligger det imponerende Slup- och Barkasskjul fra 1786-87 på 3600 kvadratmeter med en unik tagkonstruktion. Her opbevares og udstilles et stort antal historiske fartøjer og chalupper, og vor små 2000 meter indholdsrige vandring slutter ved de træbyggede vandflyverhangarer fra 1923-29.

Den der har lyst og kræfter, kan indtil frokosten besøge museumsskibene ved Marinmuseet: Minelæggeren BREMÖN, motortorpedobåden VÄSTERVIK og verdens måske mindste fuldskib, skeppsgossekårens JARRAMAS, eller tjekke et og andet nærmere på museet. Adgangen er gratis.

Marinehistorisk Selskabs bestyrelse glæder sig til at give medlemmerne med eventuelle gæster en rigtig god oplevelse.

Tidsplan:

2. september

Kl. 08.30 Afrejse med bus fra Valby Station

Kl. 12.00 Ankomst Marinmuseet på Stumholmen, Karlskrona

Kl. 12.30 Frokost på Marinmuseum

Kl. 14-16 Rundvisning på Marinmuseum

Kl. 16.30 Tjek ind på Hotell Conrad, Västra Köpmansgatan 12, tlf. +46 455 36 32 00

Kl. 18.00 Middag i Sjöofficerssällskapets Restaurang, og introduktion til Kungl. Örlogsmannasällskapets Bibliotek. (Amiralitetstorget 7, tlf.  0046 455-101 89).

3. september

Kl. 09.00 Udtjekning fra Hotell Conrad

Kl. 09.30 Afgang til Stortorget.

Kl. 10-12.30 Rundvisning i verdenskulturarvsområdet på Trossö og Stumholmen i Karlskrona

Kl. 13.00 Frokost på Marinmuseum

Kl. 14.30 Hjemrejse fra Karlskrona

Kl. 17.30 Ankomst Valby Station

Tilmelding efter først-til-mølle-princippet via marinehist.nemtilmeld.dk. Sidste frist er udskudt til den 1. august 2021. Samlet pris for hele turen inkl. transporten, overnatning med morgenmad, to frokoster og middag (minus drikkevarer), samt entréer og guides, er KUN kr. 2.000 pr person.

Max antal deltagere 50. For at turen gennemføres kræves 30 deltagere.