Menu

Meta

Jeremy Harwood: Kampen om Oceanerne.

Forlaget Turbine udgav i 2016 den britiske militærhistoriker Jeremy Harwoods bog World War II At Sea, som i Ove Hermansens oversættelse på dansk er kommet til at hedde Kampen om Oceanerne.

Der er tale om en flot bog i ”coffee-table”-format, flot udstyret med en række flotte og ikke mindst relevante fotografier og kort.

Bogen dækker krigen til søs under 2. Verdenskrig fra krigens første sænkning – af passagerskibet S/S Athena den 3. september 1939 og frem til det japanske superslagskib Yamatos kamikaze-agtige forsøg på at forhindre den amerikanske invasion af Okinawa syd for Japan i april 1945. Undervejs dækkes alle de kendte episoder fra de 5½ års krig til søs.

Bogen er inddelt i fire sektioner: Begyndelsen, der dækker perioden fra sænkningen af Athena til jagten på og sænkningen af det tyske slagskib Bismarck, Krig på verdensplan, der beskriver krigens videre udvikling i Atlanterhavet og den nye front i Stillehavet fra december 1941 og frem til operation Torch – landgangen i Nordafrika i november 1942. Tredje sektion med titlen Krigens vendepunkt dækker perioden fra ubådskrigens vendepunkt i maj 1943 og frem til D-dag i juni 1944. Efter D-dagen var der ingen interessante søslag på den europæiske front, og bogens sidst del – der ganske velvalgt hedder Slutspillet – dækker udelukkende krigens sidste måneder i Stillehavet:  fra de store søslag ved Filippinerne i oktober 1944 til Yamatos sidste togt i april 1945. Hvert afsnit indledes med en kort oversigtstekst, der sætter scenen og forklarer krigens udvikling frem til det pågældende afsnits begyndelse.

At forvente nyt i en publikation som denne er optimistisk. Denne anmelders interesse for søkrigshistorie blev vakt af to lignende bøger, ”Krigen til søs. 10 beretninger fra 2. Verdenskrig” og ”Krigen i Stillehavet. Fra Pearl Harbor til Hiroshima”, udgivet af kontreadmiral Saabye i hhv. 1975 og 1977. Jeremy Harwoods bog er af samme kaliber, blot opdateret med den nye viden, som er kommet til siden 1970’erne. Der er således tale om solide og velillustrerede gennemgange af krigens mest centrale søslag. Der er enkelte ”nye” billeder, som jeg ikke har set før, og som nævnt mange fine kort til at illustrere slagenes forløb. Bogen format gør det muligt at sætte billederne op i stor format og det er en af bogens styrker. Bogen er med andre ord lækker at sidde med og læse i.

Oversætteren Ove Hermansen har leveret en fin oversættelse med styr på både de tekniske og maritime begreber og ord. Eneste anke er denne anmelders kæphest – at skibe på dansk ikke er hunkøn, men intetkøn og det engelske ”she” skal derfor oversættes til det mere kedelige “det”…

Sidst i bogen har oversætteren erstattet den oprindelige engelsksprogede litteraturliste med et forsøg på at lave en liste over, hvad der findes af bøger og film på dansk og norsk om krigen til søs under 2. Verdenskrig. Listen virker imidlertid lettere tilfældig. Mange af de nævnte bøger har mange år på bagen, og der er en række mangler – bl.a. er kun den ene af Saabys førnævnte værker medtaget på listen …

Men dette er kun en detalje, og ændrer ikke på, at Kampen om Oceanerne varmt kan anbefales til alle med interesse for søkrigen 1939-1945.

Jeg giver bogen 4 af 5 stjerner.

Søren Nørby